Efterårsferie i FLUGT - for hele familien
Tag familien med på lydvandring i FLUGT og find naturens skatte undervejs – brug dem i det kreative værksted efterfølgende, mens I får varmen!
Tag familien med på efterårseventyr på FLUGT!
I efterårsferien inviterer vi hver dag børn og voksne til at gå på opdagelse i naturen og bagefter skabe fantasifuld krible-krable pynt i vores kreative værksted og museets smukke rammer.
Lydvandring og naturjagt i skoven
Tag høretelefonerne på, og lad fortællingerne guide jer gennem området omkring FLUGT og den tidligere flygtningelejrs originale stier. Undervejs går jagten ind på skovens små efterårsskatte: farverige blade, mærkelige kogler, krogede grene, blødt mos og andre spændende fund.
Kreativt krible-krable værksted
Når lommer og kurve er fyldt med naturens skatte, fortsætter turen indenfor. Her kan hele familien slå sig løs og forvandle dagens fund til fantasifuld krible-krable pynt. Måske gemmer der sig en edderkop i en kogle, et lille væsen i en gren eller noget helt tredje?
Værkstedet er åbent hver dag i efterårsferien i museets åbningstid mellem kl. 10-16, så kig forbi, når det passer jer, og oplev efteråret og museets udstillinger med både ører, øjne og hænder.
Børn og unge under 18 år gratis entré, og voksne betaler alm. entré.