Historisk Vandring

Velkommen på turen Danmarks største flygtningelejr – en gemt historie. Denne vandring er en Historisk Vandring, som er blevet til med fondsstøtte fra Nordeafonden og i samarbejde mellem Dansk Vandrelaug, personificeret med Arne og Lene.
Vi kommer til at gå 6 km og undervejs er der en kort pause til forfriskning og hvil.
Vi begynder på den anden side af bygningen, i hjørnet ved modellen, for at få et overblik.

Dette er en model over Flygtningelejr Oksbøl. Oprindeligt er lejren bygget som tysk øvelseslejr (Truppenübungsplatz Oksböl). Omkring årsskiftet 1944-45 stod det klart, at krigslykken vendte for Hitlers tyske tropper. På østfronten drev Den røde hær de tyske tropper tilbage. I egnen omkring Königsberg (Kaliningrad), det område, som hed Østpreussen, boede mange tyske borgere. Og det er disse mennesker, som flygter vest på. I begyndelsen af februar udsteder Hitler en Führerbefelung, hvori han beordrer den tyske befolkning evakueret til andre steder i Das Reich og Dänemark. En kaotisk flugt om vinteren, over is og med skib over Østersøen. Kvinder, børn og gamle. Alle mænd indkaldt til forsvaret af Berlin.
I løbet af foråret 1945 ankommer ca. 200000 tyske flygtninge til Danmark og bliver indkvarteret på skoler, i haller, missionshuse, kroer og i tyske militærlejre over hele landet.

Oksbøl var den største lejr og gennem hele perioden var omkring 90.000 mennesker igennem her. Da der var flest, havde 35.000 deres hjem her og gjorde Oksbøl til den 5.-6. største by i Danmark. Flygtningene var fordelt på blot fire km2, hvilket resulterede i en tæthed på 9.000 personer pr. km2, hvilket er højere end de fleste af verdens storbyer i dag.

Indtil befrielsen ledte tyskerne lejren. Men efter befrielsen får den danske regeringen ansvaret for lejren. Det betyder, at man lukker lejren, så flygtningene ikke kunne bevæge sig ud i det omgivende samfund uden særlig tilladelse. For at beskytte – både det danske samfunds sammenhængskraft, men også for at undgå overgreb på flygtningene, som mest var kvinder og børn.

Bygningerne, som nu rummer FLUGT – Refugee Museum of Denmark, var et af lejrens lazaretter. Her behandlede man de fleste sygdomme og her var føde- og børneafdeling. I starten var det svært at skaffe læger og plejepersonale til de mange, som havde svært behov for medicinsk behandling efter den strabadserende flugt. Derfor blev tysk sanitetspersonel beordret til at blive i lejren og gøre tjeneste på sygehusene under dansk opsyn. Måske skulle en vis omskoling til, når patientgruppen skiftede fra soldater til kvinder og børn?
I det første år var flygtningelejren ramt af epidemier og smitsomme sygdomme og derfor gik man hurtigt i gang med at vaccinere mod tyfus og dysenteri.
Senere uddannede man plejepersonale og de patienter, man ikke kunne behandle på Lejrlazarettet blev behandlet med hjælp fra egnens danske sygehuse.

Præstesøen lå delvist inde i flygtningelejren. Et naturligt udflugtsmål og om sommeren badesø. En sommer blev det forbudt at bade i søen, da man målte et forhøjet bakterieindhold – måske fordi sommeren var varm og mange badede her?

Med så mange indbyggere var det nødvendigt med en vis lov og orden i lejren.

Efter befrielsen blev lejren bevogtet af først modstandsbevægelsen og senere Den danske brigade, som var vendt hjem fra Sverige.
Fra 1. juli 1947 blev der oprettet et tysk politi i lejren med 60 kriminalbetjente, 225 ordensbetjente (heraf 25 kvinder), som skulle sørge for ro og orden.
Hver måned behandlede lejrretten flere hundrede sager. Retten bestod af en dommer, som var jurist og to domsmænd, som efter tur blev udpeget blandt ”agtværdige kvinder og mænd i lejren”. Der var offentlig adgang til retshandlingen. Straffene varierede alt efter forbrydelsens karakter: Advarsel og irettesættelse, strafbarak og fængsel. Hvis det var en disciplinær afgørelse, truffet af lejrkommandanten afsonede man i arresten. Det var fx ved sortbørshandel og fraternisering, som sammen med tyveri var de hyppigste forbrydelser.
En del straffe, især førstegangsforseelser blev eftergivet fx i anledning af jul.
Generelt falder antallet af sager, og noget tyder på at der var mere fredeligt i 1948, hvilket afspejler, at der kom mere styr på tingene og måske at der var færre indbyggere, da flere var rejst til Tyskland.

I beboelsesbarakkerne var der et rum med wc’er med træk og slip og en enkelt håndvask. Derfor foregik den primære personlige hygiejne med vaskefad. Badeanstalten havde kapacitet på 1700 bade pr. dag, så hver flygtning kunne få et bad hver 14. dag. Om sommeren var det attraktivt at bade i Præstesøen. Badeanstalten var indrettet med fællesbade og kabiner med bruse- og karbade, primært forbeholdt ældre og folk med handicaps.
I beboelsesbarakkerne døjede man meget med væggelus og andet utøj – og der var konstant forsøg på at bekæmpe det med alle midler.

Ved brandtårnet her, er vi midt i lejren, og man fornemmer, hvordan udsigten var dengang der ikke var så mange træer! Tårnet blev bygget mens lejren var tysk øvelseslejr, og et brandvagttårn er helt nødvendigt i en lejr, hvor de fleste bygninger var af træ. Danske brandvagter, som bemandede tårnet.
En aften kl. 21.15 blev en dansk vagt afsløret af de andre vagter i at have besøg af en tysk kvinde. Fra tårnet signalerede han med lyset. To af hans kolleger havde bemærket denne mistænkelige adfærd, og da de bad om at se rummet, var der også en tysk kvinde til stede. Vagten forklarede, at hun kun var der for at nyde udsigten.

For at forsyne de mange beboere med de almindeligste daglige fornødenheder, blev der indført arbejdspligt i lejren. Alle over 14 år skulle arbejde og der var jobs med forplejning, transport, undervisning, rengøring, administration, børnepasning, sygepleje og diverse håndværk, som malere, gartnere, tømrere, frisør, sækkeproduktion, samt ansatte på elværk, med legetøjsproduktion, ved vaskeriet og halmfletteriet, som beskæftigede 307 personer.
Ud over at bidrage til den daglige husholdning, skulle arbejdet også hjælpe med at modvirke ”lejrhysteri” og tungsind, fordi flygtningene havde noget at stå op til, en funktion at udfylde. De fik ikke decideret løn for arbejdet, men i visse tilfælde fik de særydelser, fx kosttilskud, et bedre sted at bo eller en større tobaksration.

40 % af flygtningene var børn og unge i den skolepligtige alder, og ret hurtigt gik man i gang med at lave undervisning for dem. En vanskelig opgave, for der manglede skolematerialer: blyanter, tavler og skolebøger. Man lånte bøger fra Schweiz, som havde været neutral under krigen. For mange af de tyske skolebøger kunne ikke bruges, da de var gennemsyret af nazistisk ideologi.
Ud over almindelig, alderssvarende skoleundervisning, var undervisningen et forsøg på at rette op på den nazistiske påvirkning eleverne havde været under i deres opvækst.
Ansættelse af lærere til de 8000 skolebørn, som var i lejren da der var flest, var en stor udfordring. Forud for ansættelsen, skulle potentielle lærere gennem et interview, som skulle afklare hvor meget de var præget af den nazistiske ideologi.

Undervisningssproget var tysk, og ud over grundskolen kunne man tage gymnasieundervisning og der var forskellige fagskoler; fx købmandsskole, frisør-, sygepleje- landbrugsskole.

Der var oplysningsvirksomhed for voksne. Bl.a. gennem foredrag, studiekredse, aftenskole og demokratiske valg til byrådet. Også avisen Deutsche Nachrichten, som under krigen var en illegale avis, udgivet af eksiltyskere (politiske flygtninge fra 1930’erne), blev et vigtigt samarbejde under Flygtningeadministrationen og blev flygtningenes vigtigste kilde til information om Tyskland, og et led i introduktionen til demokrati. Bl.a. med Hal Kochs bog: Hvad er demokrati som føljeton og debatsiden ”Das Wort ist frei”, hvor flygtninge kunne ytre sig og stille spørgsmål om stort og småt.

Lejrens teater (bygget til soldaterne i øvelseslejren) kunne rumme 800 mennesker i den store sal og alle flygtninge havde mulighed for at gå i teateret, som spillede flere forestillinger dagligt. Alle medvirkende inklusiv orkesteret var flygtninge og teaterdirektøren var Walter Warndorff fra Danzig.
Teatersalen blev også brugt til kirkesal og der var andre kirkebarakker og forskellige trossamfund i lejren. Da der var flest, gik 10.000 mennesker til gudstjeneste om søndagen.
Barakken Bunte Bühne var et folkeligt forlystelsessted, hvor især unge mødtes og spillede, dansede, sang og opførte sketches.

Hauptsrasse (det nuværende Skolevænget) gik gennem hele lejren og det var finest at bo her!  Walther Bests familie boede i en periode i en barak på Hauptstrasse.

Lejrens administrationsbygning

Her kommer noget om flygtningekartoteket, ”bystyret”, ledelse.

Her kommer noget om bespisningen i lejren og fødevarelevering fra lokale gårde m.m. Flygtningene fik nok mad, men det var ensformigt. Kreativitet opstod – smag og duft: rugbrødskaffe og æblete.

Tysk byggestil i DK. Her boede Ritmester Bjørnholm og P. Anker Pedersen

Øvelse med gæsterne om gennemsnitsalder på dem, der ligger begravet ved det store træ. Noget om børnedødeligheden de første par år – og hvorfor. (Historierne om skibet Wilhelm Gustloff og Gertrud Werner.)

Noget om indkvartering, barakstørrelser og hestestaldsbarakker. Historien om de uledsagede børn og unge.