Et strejf af håb
Du inviteres til åbning af “Et strejf af håb”
Vil vil glæde os at se dig til åbningen af udsmykningen “Et strejf af håb”, der er skabt af billedkunstner Jasmina Malkoc. Receptionen finder sted i caféen på FLUGT fredag d.11.4.2025 kl.14.00.
Program:
-
Åbningssamtale ved kunstner Jasmina Malkoc og museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvist
- Mulighed for at opleve udstillingen som de allerførste. Der serveres efter talerne små forfriskninger i form af gode drikkevarer og lækre snacks
Et strejf af håb
Forestil dig, at du er kommet til et land, der fra nu skal være dit hjem. Du taler ikke sproget, du kan ikke tyde skriften, du har ingen at snakke med. Når man kommer til et nyt land uden et sprog, er kunsten et nonverbalt kommunikationsmiddel – et universalt sprog, hvor man kan finde tryghed, og hvorigennem man kan finde inspirerende fællesskaber.
Jasmina Malkoc er uddannet grafisk illustrator og gik på kunstakademiet i Sarajevo, da hun som 21-årig i 1993 måtte flygte fra Bosnien til Danmark. Hun bruger kunsten som sin stemme og ser sine værker som kommentarer på verdens konflikter.
Billedserien, som vises her på FLUGT, er skabt bl.a. med den aktuelle konflikt i Israel/Gaza som inspiration – en konflikt, der som mange andre kan få magtesløsheden til at overmande en. Men for Malkoc bliver denne magtesløshed gang på gang omformet til en drivkraft. Ofte kredser værkernes motiver om børn, for hvad er det for et verdensbillede, vi præsenterer dem for? I dystre tider bringer børnene lys, de er ikke blot fremtiden men også dem, der bærer kulturen videre til de kommende generationer.
De er et strejf af håb – midt i mørket.
