Oplev den første udgravning af Flygtningelejr Oksbøl
– Kom til åben udgravning af Flygtningelejr Oksbøl
For første gang udgraves rester fra Flygtningelejr Oksbøl – Danmarks største flygtningelejr efter Anden Verdenskrig.
Arkæologistuderende fra Aarhus Universitet undersøger i samarbejde med ArkVest, FLUGT og Detektorteam Varde udvalgte områder af den tidligere lejr for at blive klogere på flygtningenes sundhed, levevilkår og hverdag.
I den forbindelse inviterer FLUGT og samarbejdspartnerne mandag den 9. juni til åben udgravning, hvor besøgende kan opleve arkæologernes arbejde helt tæt på og høre mere om de fund og historier, der gemmer sig under jorden.
FLUGT tilbyder samme særrundvisning fra kl. 10:15-11:15 i den nyåbnede barak. Billet til rundvisning påkrævet og købes via vardemuseerne.billetexpressen.dk. Deltagelse i den åbne udgravning er gratis og uden forudgående tilmelding.