SOS – Reddet på åbent hav
Efter Saigons fald i april 1975 flygter 3628 mennesker ombord på den vietnamesiske coaster TRUONG XUAN – To dage senere modtager det danske skib CLARA MÆRSK et SOS og en af verdenshistoriens største redningsaktioner til søs begynder.
Vinterens særudstilling i FLUGT dykker ned i en af historiens største redninger til søs, hvor det danske skib CLARA MÆRSK samlede 3628 vietnamesiske flygtninge op fra en coaster i nød. Seks af de mennesker, der var med ombord fortæller historien.
I udstillingen ”SOS – Reddet på åbent hav” fortæller tre af de mennesker, der var ombord om redningen, som de oplevede den. Førstehåndsberetninger om frygt, medmenneskelighed og håb og fortællingen om tre dramatiske døgn, hvor en flok danske søfolk pludselig blev helte. 3628 menneskers liv blev reddet og Danmark blev en del af Vietnamkrigens afslutning, der drev titusindvis af mennesker på flugt.
Det er M/S Museet for Søfart i Helsingør, som har lavet udstillingen, hvor den blev vist indtil september 2026. Vi i FLUGT er meget glade for at vi kan vise udstillingen i et mindre format denne vinter. Stor tak til M/S Museet for Søfart for generøst at lade os arve den fine udstilling.
Foto: Ida Johansen
Udstillingens kerne er nutidige portrætfotos og interviews med tre søfolk og tre af de vietnamesiske flygtninge, der kom til at bo i Danmark. Publikum kommer bl.a. tæt på den seksårige pige på flugt og den mor, der i flugtens kaos må efterlade sin femårige datter i Vietnam. Hvert interview bringer en ny brik til fortællingen, der bliver foldet ud gennem historiske fotos, baggrundsviden og dokumenter fra lokale, private og rederiet Mærsks arkiver. Udstillingen viser også, hvor de tre mennesker er i dag, og hvad redningen har betydet for dem.
Det er godt 51 år siden, CLARA MÆRSK-redningen fandt sted, men flugten over havet er stadig aktuel.
Bog
Vil du læse hele historien, kan bogen Reddet på åbent hav (af Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen) købes i FLUGTs butik. Bogen er udgivet i forbindelse med udstillingsåbningen i Helsingør.
Litterær lørdag
Desuden kommer bl.a. Jesper Clemmensen til FLUGT den 23. januar 2027 til Litterær lørdag med temaet Flugt over vand.
Her fortæller han om bogen Reddet på åbent hav og sin tidligere bog Flugtrute Østersøen, hvor DDR-borgere forsøgte at komme væk fra det kommunistiske styre. Mere info følger
Arkivfoto, Mærsk
Flugt over vand
FLUGTs grundhistorie rummer også fortællingen om flugt over vand. De fleste af de tyske flygtninge, som kom til Oksbøl i 1945, kom til Danmark med skib fra Kaliningrad (dengang Königsberg) og polske østersøhavne. Undervejs blev skibene ofte angrebet, og verdenshistoriens største skibsforlis var da Wilhelm Gustloff blev sænket og mellem 5-9000 flygtninge mistede livet.
Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Interview og tekst: Heidi Vesterberg. Fotografier: Farzad Soleimani
TAK til Museet for Søfart, Helsingør og Sarah Giersing m.fl. for fornemt samarbejde.