Flygtninge til alle tider

Hvor tal bliver til mennesker

Med udgangspunkt i FNs definition på, hvad det vil sige at være flygtning, kommer du med på en menneskelig rejse på tværs af tid og sted. Gennem interaktive elementer, film, lyd og genstande møder du de mennesker, der har måttet sige farvel til alt det, de kender, og drage på flugt. Du følger dem på flugten videre til ankomsten til Danmark frem til drømmen om en ny fremtid, et muligt nyt hjem men også usikkerhed og savn.

Verden oplever i disse år de største flygtningestrømme nogensinde. Krig og forfølgelse driver mennesker på flugt mod overlevelse, sikkerhed og nye hjem. Stærke billeder fylder i medierne, meninger flyver mellem politikere, og debatten er allestedsnærværende. Derfor er det ikke kun tidligere tiders flygtninge, man vil møde i FLUGT. Det er også de flygtninge, der er kommet til Danmark i nyere tid fra blandt andre Vietnam, Ungarn, Afghanistan, Syrien og Ukraine.

I udstillingen bliver de store tal og statistikker vedkommende ved at formidle det enkelte menneskes historie. Et menneske med familie, venner, arbejde, fritidsinteresser og – frem for alt – drømme og håb for fremtiden.

På din vej gennem udstillingerne og de enkelte historier kommer du til at bevæge dig fra krig og flugt til mulig sikkerhed, hverdag og (måske) frem til et nyt hjem. Udstillingerne giver desuden perspektiv på, hvordan det at modtage store flygtningestrømme opleves som modtagerland. Alle historier foregår på tværs af tid og sted.

Vi har talt med virkelig mange flygtninge om, hvorfor de flygtede. Om hvilke tanker og overvejelser, de gjorde sig lige inden flugten. Inden de skulle forlade deres hjem. De vidnesbyrd har vi samlet i denne del af udstillingen, hvor vi møder dem derhjemme lige inden flugten. Her er for eksempel vietnamesiske Noui, der måtte flygte, fordi han havde været i den sydvietnamesiske hær. Eller Inge, der flygtede fra de fremrykkende russiske styrker i Tyskland i 1945. Der er også Rahima, der måtte forlade sit hjem og siden sit land på flugt fra krigen Syrien i 2015, og Mirela, der flygtede fra borgerkrigen i Jugoslavien i 1994. De er vidt forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde og til vidt forskellige tider. Men fælles for dem er, at ydre omstændigheder tvang dem til at sige farvel til alt det, de kendte og holdt af.

 

– Claus Kjeld Jensen, museumsdirektør

I udstillingen kan du møde …

Gihan

… der sammen med sin mand og tre børn flygtede over Middelhavet i en propfuld båd og kom til Danmark i 2015. Da de boede i Syrien, havde hendes mand, Hanan, sit eget store tømrerfirma, og Gihan var hjemmegående husmor – I Danmark er deres hverdag meget anderledes. Her arbejder de begge to. Gihan startede med at være i praktik i seks måneder i den lokale børnehave, hvor hun lærte en masse sprog. Nu arbejder hun i Brugsen i Oksbøl.

I udstillingen fortæller hun om, hvordan det er at skulle starte forfra et helt nyt sted og om at tage en uddannelse, finde et job og give sine børn en fremtid.

Vores hjem er her i Danmark. Halvanden måned efter vores ankomst fik vi dette hus i Billum. Der var den her sofa, en støvsuger og mad i køleskabet. Fra første dag følte jeg mig hjemme. Vi følte os trygge. Jeg håber, at krigen i Syrien stopper, så vi kan tage på besøg, men vi vil aldrig flytte tilbage. Jeg ønsker aldrig igen at opleve den frygt, vi følte om bord på den båd. Desuden ville vi være nødt til at starte helt forfra igen. Vi har gjort det før, og det er pinefuldt hver gang.

 Hun fortæller, at hendes arbejde i den lokale by har betydet, at hun nu kender de fleste mennesker i byen: ”Vi kalder os jo ikke flygtninge, vi kender folk i byen nu.”

Ruth,

… der som barn i begyndelsen af 1945 flygtede sammen med sin mor og søster fra Königsberg (nu Kaliningrad) til København. Det var en voldsom flugt over Østersøen med flyangreb, ubåde, mørke og ekstrem kulde. Da de kom til København, måtte de skynde sig ind i en hal, da havnen var under angreb. Efter nogen tid blev de flyttet til Flygtningelejr Oksbøl, hvor Ruth begyndte i skole. Hun nød freden og den klare blå himmel uden bombefly og luftalarmer. Hun og de andre børn legede i skoven, og i Oksbøl følte hun sig som en fugl, der endelig var blevet lukket ud af sit bur.

Rahima,

… der var 10 år gammel, da krigen i Syrien brød ud.

Jeg havde aldrig tænkt, at der ville komme krig. Det var kun noget, jeg hørte om i historie i skolen. Vi hørte for eksempel om Palæstina. Jeg tænkte, at der var forfærdeligt for de lande, det ramte, og jeg ville selv være læge, så jeg kunne tage ud og hjælpe i krigsramte lande.

Hendes familie flygtede fra Aleppo til deres sommerhus i det nordlige Syrien og håbede, at krigen ikke ville vare særligt længe. Da Islamisk stat rykkede ind i området i 2013, valgte hendes far at flygte til Danmark:

Jeg husker den dag, han går ud ad døren. Jeg var så ked af det. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at se ham igen. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med ham på hans flugt, og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med os, mens vi venter her. Men han havde truffet sin beslutning og den stod ikke til at ændre. Jeg havde også dårlig samvittighed, for nu skulle han alene ud på en farlig rejse for at få os et mere sikkert sted hen. Jeg følte mig så magtesløs.

Rahimas far nåede til Danmark, hvor han søgte om familiesammenføring, og efter lidt over et års adskillelse blev Rahima og hendes familie genforenet i Danmark. I dag er Rahima forperson for DFUNK – Dansk Flygtningehjælps Ungdom.